Skriftsprog og billedsprog er to – ville jeg mene – ligeværdige måder at udtrykke sig på. Alligevel er det som om billedsproget kun er et svagt appendiks til skriftsproget.
Så godt som alle mennesker har tegnet og malet, da de var børn. Så kunne vi forestille os, at børnene, når de kom i skole, blev stimuleret til at fastholde og udvikle deres evner ud i billedsproget. 7 – 10 ugentlige billedsprogstimer gennem alle skoleårene med afsluttende eksamen, hvor karakteren tæller seriøst med i gennemsnittet.
Forsømt område
Nåh nej – det er jo kun skriftsproget, der behandles sådan. Billedsproget får 1 ugentlig time op til 5. klasse eller sådan noget. Der gives ikke karakterer, da det ikke er vigtigt – i øvrigt på linje med alle andre kreative fag.
Men billeder er der ellers nok af i samfundet. Vi bombarderes med reklamer, film mm både i bybilledet og på vores allestedsnærværende skærme. Men forestil dig, at det talte og skrevne ord kom væltende alle steder fra, uden at vi kunne tage til genmæle. Så er der virkelig tale om envejskommunikation.
Det er jo sådan de fleste har det med billeder. Jeg møder så mange mennesker, der higer efter at kunne tegne og male, men føler sig helt på herrens mark, for det var jo en beskæftigelse, de stoppede med som børn. Hvordan var det gået, hvis de var holdt op med at tale inden de fyldte 10 år?
Billedsproget
Jeg undres til stadighed over det forskruede forhold, der er til billedsprog. Rigtig mange mennesker begynder at genoptage maleri og tegning i en moden alder. Men jeg hører ofte en undskyldende bemærkning om ikke at være kunstner eller have forstand på kunst.
Ok – skal du være forfatter for at skrive en mail eller sms? Nej vel, men man skal åbenbart være kunstner for at male et billede. Det sætter unægtelig en stopper for det naturlige behov for at udtrykke sig i billeder.
Der er da helt klart forskel på bare at skrive et brev og så at være forfatter, og det er der vel ikke nogen, der er flove over. Men den forskel er ikke nær så klart defineret, når vi taler billeder. Billeder laver man mest, når man er barn, barnlig eller kunstner. Det helt naturlige billedflow er ikke rigtig til stede.
Malerier
Jeg hører til en af de barnlige sjæle, som aldrig stoppede med at tegne og male, og da der var gået tilstrækkelig mange år, begyndte jeg at betragte mig selv som kunstner.
Og så er det, jeg møder de her mennesker, som nok er lidt misundelige på de farverige udfoldelser, jeg lufter i mine malerier.
Det har fået mig til at tænke på, hvordan jeg kan hjælpe dem med at finde den tabte maleglæde. For helt ærligt, så er der så mange værdier i at udtrykke sig i billeder, at både læger og psykologer har lavet undersøgelser om, hvordan kreativitet mindsker stress og på andre måder er godt for helbredet.
Disse overvejelser er mundet ud i et malekursus, der kan hjælpe med at fjerne nogle af de forhindringer der står i vejen for maleglæden uden undskyldninger.