Tvangsfjernelser af børn

girl in red crew neck shirt and black jacket

Vi hører så meget om børn og unges mistrivsel. De mistrives i skolen. Er under pres og får stress. Det er en farlig tendens, der kendetegner vores samfund. Men, der er et stort men: Al den offentlige snak og debat om mistrivsel overdøver mange – og måske meget mere alvorlige ting, som sker i samfundet – og familierne. Der findes børn, der virkeligt mistrives. Deres forældre har måske alvorlige problemer med vold eller misbrug, hvilket går ud over børnenes trivsel.

Taler vi nok om det?

Taler vi højt om det? Altså sådan i samfundsdebatten? Ja, vi har hørt om tvangsfjernelser af børn. De er sket på baggrund af, at politiet har konstateret fx vold imod dem. Men vi hører kun om de virkeligt grelle tilfælde. Vi taler ikke om tvangsfjernelser som følge af mistrivsel – generelt. Jo, der var en sag for mange år siden, hvor en flok søskende blev tvangsfjernet fra deres forældre. De var ikke kun udsat for vold. De levede også i kummerlige og snavsede forhold. Der kunne gå dagevis, hvor de ikke fik næringsrig mad.

Sagen blev omtalt i aviser og medier. Men så kom der en løsning: Tvangsfjernelse af børnene var nødvendig. Det siges, at børnene har det godt i dag. Deres forældre er blevet dømt til fængselsstraffe for deres totalt uansvarlige og farlige opførsel. Siden da har vi ikke hørt om børn, der mistrives på den vis.

Familieadvokaten på banen

Vi ved heller ikke, hvordan den beskikkede familieadvokat, der skulle forsvare forældrene, fik nedsat straffen, som de fik. Vi ved heller ikke, hvorfor familien ikke bad de offentlige myndigheder om hjælp, inden de kom ud i den forfærdelige situation. Forargelsen og vreden over, at forældre kunne behandle børn på den måde, var dog ret markant i samfundet. Mange mente, at forældrene skulle bag lås og slå resten af deres liv. At kommunen – med politiets hjælp – greb ind, var børnenes held. Og husker jeg rigtigt, så skete det først efter, at det ældste af børnene havde anmeldt sine forældre til politiet.

Ingen kan tro på, at det ikke sker længere – altså, at børn mistrives så alvorligt. Men det taler vi ikke om. Vi har en tro på, at tvangsfjernelser er noget forfærdeligt. Vi tror og mener da også at vide, at det er bedst for børn at bo sammen med deres forældre. Sådan er det bare ikke altid. Som fx i sagen, jeg lige har nævnt ovenfor.

Mistrivsel synes at stige

Det er uforståeligt, at vi derfor i dag ’kun’ taler om mistrivsel som et fænomen, der vokser frem i skolerne. Vi forklarer mistrivsel med, at børn er ensomme, fordi de får lov til at bruge for meget tid foran en skærm. Vi er overbeviste om, at det er et fænomen, vi ikke selv kan gøre noget ved. Vi forlanger derfor flere skolepsykologer. Vi beklager fænomenet. Men taler vi om mistrivslen? Egentlig ikke. Vi skyder ansvaret væk fra os selv og forlanger, at ’nogen’ finder en løsning. Kommunen kan i nogle tilfælde gribe ind med tvangsfjernelser af børn, der er kommet ud i en dårlig bane – fx med kriminalitet – som følge af mistrivsel i skolen. Hvad kan vi selv gøre?