Det er egentligt lidt mærkeligt. Jeg har lige været inde på min drengs værelse for at rydde op. Der er som regel meget rodet, og vanen, jeg har med at få ryddet op på hans værelse, kan jeg ikke lægge fra mig. Men der var slet ikke rodet. Han er her jo ikke. Han er på efterskole, hvor han koncentrerer sig om at lære mere om musik. Fint nok. Nem dag med rengøring og oprydning for mig. Jeg lagde dog mærke til, at han har pakket sit trommesæt ned. Han måtte ikke tage det med sig. Så det står nu i et hjørne og venter på, at han kommer hjem på besøg.
Ved at blive voksen
En underlig fornemmelse. Min søn er ved at udvikle sig til et voksent menneske. Jeg havde aldrig forudset, at jeg ville se, de trommer stå der i hjørnet og bare vente på ham. Men de gør de. Jeg går videre i min runde i huset. Inde på vores datters værelse er der, er frygteligt rod. Tøjet ligger spredt ud over det hele. Hun har ikke lagt sine makeup børste på plads, og der er ingen frisk luft. Vinduet er hermetisk lukket. Jeg lufter ud. Samler hendes tøj op og lægger det på hendes seng. Hun skal have en opsang, når hun kommer hjem. Jeg forsøger at lære hende, at det er nødvendigt, at hun lufter ud på sit værelse. Stanken af dårlige deodoranter giver mig kvalme.
Savner ham
Mit savn over, at vores søn ikke er her, er stort. Han er den lille i familien. Men han valgte selv at tage på efterskole. Han er stærk nok til at kunne klare det. Jeg håber, at han har fundet nogle gode kammerater. Han har ikke ringet og beklaget sig, så det må jo betyde, at han har det godt. Sådan fungerer det i vores familie. No news is good news. Oppe i køkkenet sætter jeg mig med en kop kaffe og min mobiltelefon. Der er en besked fra min søn: ”Vil du sørge for at sælge mine trommer?”
Trommer til salg
Det er noget af en overraskelse. Han elsker det trommesæt. Men jeg svarer, at det vil jeg da gerne hjælpe ham med. Jeg spørger ham også om hvorfor han vil sælge dem. Svaret kommer hurtigt: ”Fordi jeg vil hellere spille guitar.” Ok, klart. Jeg ser, hvad jeg kan gøre.
Jeg går ind på Facebookgruppen som vi, der er forældre til børn, der gik i 8. klasse sidste år, har lavet. Jeg laver et opslag: ”Køb billige trommer. Kom forbi og prøv dem, og tag dem med, med det samme. Send venligst PM.” Der kommer en PM til mig i løbet af de næste par timer. Spørgsmål: ”Hvad er prisen?” Jeg svarer, at den er på ca. 50% af, hvad et nyt, tilsvarende sæt trommer vil koste. Efter en halv time kommer der så en ny besked: ”Kan jeg komme forbi på onsdag eftermiddag og se og prøve dem?” Jeg svarer ja, mellem kl. 15 og 16. Jeg sender også vores adresse.
Nu håber jeg så, at der er en eller anden, som dukker op på onsdag. Det gør de nu nok, for jeg ser, at det er samme seriøse butik, hvor jeg sidste år købte en billig guitar.