Det er ikke spor nemt at være mig. Jeg har en veninde, som har det dårligt. Jeg har en kæreste, som har været syg meget længe. Og inden han blev syg, var det min mor, der blev indlagt. Hun er rask og har det godt igen, ligesom min kæreste. Han er blevet lidt mager efter sygdommen, men det skal jeg nok få gjort noget ved. Men så her i sidste uge ringede min veninde. Hun talte om, at hun ville finde en psykoterapeut i København. Hun mener, at det vil gøre hende godt. Jeg er sådan set enig med hende. Hun og hendes kæreste er gået fra hinanden, og det har taget rimeligt hårdt på hende.
Mange samtaler
Jeg har brugt uendeligt mange timer på at tale med hende. Om alt. Men jeg er ikke psykoterapeut og kan ikke hende hjælpe hende over den følelsesmæssige krise, hun er i. Og jeg magter ikke længere at høre om sygdomme, dårlige forhold og svære operationer. Jeg har brug for at hvile mig. Mentalt. Jeg skal have lidt fred fra al den dårligdom, som har hersket i mit liv i de sidste mange måneder.
Måske er det lidt egoistisk af mig overfor min veninde. Men hun har jo selv sagt, at en psykoterapeut vil hjælpe hende. Jeg håber det. Jeg sagde faktisk til hende, at jeg ville være glad, hvis hun fandt én hurtigst muligt. Der er en god oversigt over psykologer i Danmark her.
Det lød lidt hårdt
Desværre fik jeg sagt det på en ikke så pæn måde. Jeg ved, at hun ikke misforstår mig, men alligevel. Jeg har lidt dårlig samvittighed overfor hende. Måden, jeg sagde det på, lød vist, som om at hun kunne gøre, hvad hun vil, bare hun gør noget. Det kan misforstås. Det kan lyde, som om at jeg ikke er interesseret i hende. Og det må jeg jo sige, at jeg er. Hun er et meget inspirerende og dybttænkende menneske, som jeg er glad for. Men min træthed i kombination med følelsen af, at ikke kunne hjælpe hende med de problemer, hun har nu, fik det til at komme ud af min mund på den forkerte måde.
Et stort skridt måske
Jeg ved, at for hende er det et meget stort skridt at tage at skulle indrømme, at hun har brug for en terapeut, der kan hjælpe hende til at overkomme den smerte, hun føler i den her tid. Måske kan jeg hjælpe hende videre ved at finde forskellige psykoterapeuter i København, som hun kan kontakte. Jeg tror egentlig det, var det, hun ville bede mig om, da vi talte sidst. Hun ville bede mig om hjælp til lige at tage det sidste skridt mod at få professionel hjælp, så hun kan komme videre. Jeg burde skamme mig. Hvorfor kunne jeg ikke bare høre på hende i endnu en times tid, inden hun fik spurgt efter hjælp?
Jeg må ind til min pc, og gå på nettet. Søge efter ”Psykoterapi i København” og finde nogle navne og adresser. Når jeg har gjort det, så ringer jeg til hende og spørger hende, om hun vil have, at jeg kommer og sidder sammen med hende, når hun ringer dem op. Der er mange gode, der tilbyder terapi.