I morges, mens jeg sad og skrev på en opgave, jeg skal aflevere i næste måned, lyttede jeg til radioen. Jeg hører altid musik, når jeg læser. Jeg ved ikke. hvorfor, men det fungerer for mig. Naturligvis blev musikken afbrudt af radioavisen på klokkeslaget. Normalt kan jeg distrahere fra speakerens stemme. Men i morges var der noget, der fangede min opmærksomhed. Måske fordi min opgave handler om, hvordan man kan formidle eksistensen af krisecentre til de målgrupper, centrene henvender sig til. I min opgave har jeg en case fra et kvindekrisecenter i Nordsjælland – Annas Kvindehjem, som har formået at gøre det godt.
Personalet
Jeg har interviewet personalet på det specifikke center og har fået en masse gode tips. Der var en utrolig dygtig kvinde, jeg talte med. Hun arbejder for centeret på frivillig basis, hvilket jeg synes, er meget beundringsværdigt. Men altså tilbage til sagen: Speakeren nævnte noget om, at vandprøver fra kloakker mv har vist, at i de sidste godt 2,5 måned er forbruget af kokain og antidepressive midler steget ualmindeligt meget. Jeg hørte ikke begge tal. Det blev nævnt, at misbruget af kokain er steget med 80%. Jeg mener, at de nævnte, at misbruget af antidepressive midler er steget med ca. 70%. Det er altså nogle gevaldige og meget foruroligende tal. Det er skræmmende tal. Tallene er små vidnesbyrd om, at samfundet er på vej ind i en dyb massedepression.
Det er slemt
De fakta, som speakeren nævnte, fik mine tanker til at galoppere afsted. Vi har brug for flere krisecentre, der kan hjælpe folk, der er på vej ind i psykiske problemer, inden de bliver afhængige af farlige stoffer. Jeg ved godt, at der findes mange psykologer, som har vanvittigt travlt, fordi de fleste, som erkender, at de har et problem, eller at de er deprimerede, beder dem om hjælp. Men der er ikke nok af dem. Ikke endnu. Og hvor skal et menneske, der ikke har de tilstrækkelige økonomiske midler, så henvende sig? Der findes forskellige hotlines. Men er en telefonsamtale nok? Bestemt ikke. Vi har brug for et krisecenter, hvor folk kan henvende sig for at få hjælp, inden de kaster sig ud i misbrug af piller og stoffer. Mine tanker flyver videre.
Kvindecentre findes heldigvis
Hvordan vil jeg formidle, at sådan et krisecenter findes? Jeg må sige, at jeg tænker i første omgang, ville jeg henvende mig til privatpraktiserende psykologer, psykiatere, læger og religiøse institutioner. De sidste, fordi der en mange mennesker der kontakter til præster, imamer eller andre religiøse ledere, når de har det meget svært. Jeg ville måske også sende frivillige ud og lave opsøgende arbejde. Især i områder, hvor jeg ved, der er mange hjemløse, eller hvor illegale stoffer cirkulerer.Der er jo hjælp at få!
Det er en svær opgave. Der hersker stadig mange tabuer omkring krisecentre. Mestendels bliver de opfattet som væresteder for stakkels voldsramte. Men et krisecenter er så meget mere. Dem jeg har besøgt, har alle tilbudt dem, der kommer muligheder for at komme igennem den krise, de er i. De giver dem vejledning om, hvordan de kommer videre i deres liv på en fornuftig måde.