I ret lang tid har jeg arbejdet på et stort kvindehjem i København. Mentalt er det et hårdt job. Jeg ser mange kvinder, der har været udsat for vold. Og jeg ser endnu flere børn, der har været vidne til vold mod deres mor. Det er forfærdeligt at se på og at høre om. Og: Der er ikke nogen, som rigtigt vil høre om det. De fleste nøjes med at lytte til – eller læse om – skræmmehistorier i medierne. Og de synes måske, at jeg overdriver. Men det gør jeg ikke.
Grusom virkelighed
Virkeligheden er måske mere grusom end vi egentlig tror, den er. Der vil altid være voldsofre. Der vil altid være nogle mennesker, der taber deres liv, fordi de ikke kan håndtere det selv. Og det er her, at jeg synes, at vores samfund engang imellem kan være meget kynisk. Ja, jeg ved godt, at man, som enlig mor kan få meget støtte af det offentlige. Jeg ved godt, at man som offer for vold har ret til at komme væk fra den. Men hvor effektivt fungerer det offentlige system egentlig?
Mor med to børn
Tag nu den her mor med to små børn, som jeg måtte modtage i nat. Hun kom af egen vilje. Havde pakket to tasker med tøj til sine børn. Selv havde hun ikke fået nogen af sine egne ejendele med sig. Hun kom herind. Hun ville helst være helt anonym. Hun var angst for, hvad der kunne ske med hendes børn. Hun var oprevet. Jeg brugte det meste af min vagt på at berolige hende. Forsikre hende om, at hun kan være tryg her. Vi har sikkerhedsvagter ved alle døre. Og ingen får lov til at komme ind, medmindre at de kan dokumentere, at de har et tilhørsforhold.
Efter nogle timer fik jeg hende til at slappe lidt af. Hendes børn var blevet lagt i seng inde på et værelse. Hun kunne ikke selv falde i søvn, så vi sad hele natten og snakkede sammen.
Hun fortalte om sit liv. Og det gjorde stort indtryk på mig at høre hende omtale sig selv som en genstand. Ikke som et menneske med følelser. Med passion, frygt, glæde eller sorg. Hun talte om sig selv, som om hun var en pyntegenstand. Sådan et objekt, man har stående i vindueskarmen eller på reolen.
Snak om almindelige ting først
Vi talte ikke om, hvad der er sket, og hvad det var, som gjorde, at hun besluttede at pakke taskerne og komme herind. Jeg har lært, at den forklaring får man altid, når kvinden selv er parat til at tale om det og måske også tage skridtet, der skal til, for at hun kan komme videre i sit liv.
Vi talte om almindeligheder. Om hendes smukke to små børn. Vi talte om mænd og sex. Og ja, vi talte også om mad. Kort sagt: Vi talte om alle de ting, som hendes tanker kredser om: Vil jeg blive enlig? Hvordan skal jeg få et job? Hvordan kommer jeg videre? Vi nævnte det ikke med ord. Og sådan er det. Vi kan ikke sætte ord på. Vi skal bare sørge for at være stærke nok til at være her for dem, der har brug for os.