For nogle måneder siden flyttede vi ind i en gammel villa ikke så langt fra byens centrum. Her er god plads, og vi er rigtigt glade for beslutningen, vi tog om at flytte ud af lejligheden inde i byen. Her er en god, stor have, hvor børnene kan boltre sig.
Men for noget tid siden skete der noget uhyggeligt. Det var, som om der kom en kold vind ind i stuen. Vi sad hele familien samlet og hyggede os med et brætspil. Lige pludseligt blev alle stille, og vi så hinanden dybt i øjnene. En kold vind. Men vinduerne var lukkede, og vi havde faktisk også ild i brændeovnen. Vi slog det hen. Måske var det et vindstød udefra, som måske blev fanget i skorstenen. Hvem ved. Vi fortsatte vores spil og hyggede videre.
Endnu en oplevelse
Men, så skete det igen. Et par dage senere. Denne gang var jeg bare alene hjemme sammen med det ene af mine børn. Den anden var til fodbold, og min mand var henne for at hente ham. Vi sad altså i stuen og sludrede om dagen, der var gået. Hvad var der sket i skolen, hvad vi skulle lave til aftensmad og den slags. Og lige pludselig så var den her kolde vind der igen. Men det var ikke stormvejr, sådan som det havde været tre dage tidligere. Uforklarligt. Ingen åbne vinduer.
Jeg fortalte min mand om hændelsen, da han og min søn var kommet hjem. Han slog det hen og forklarede det med, at det nok bare var mig, der er træt. Når jeg er træt, så fryser jeg tit. Men det kan jo ikke passe, at jeg var træt. Vores yngste havde jo også mærket kulden.
Var der en naturlig forklaring?
Derfor satte jeg mig til at kigge lidt på tegningerne af huset. Var der måske hulrum eller sådan nogle hule vægge, som kan sende kulde ud i det? Nej. Ingen steder at se på tegningerne. Jeg begyndte faktisk at tænke i en lidt usædvanlig bane. Kan det tænkes, at det er noget, der ligger uden for det rationelles fornuft, som gør, at vi mærker kolde vindpust? Jeg begyndte faktisk også at læse om forskellige teorier om spøgelser og om muligheden for, at man kan være 2 steder på én gang.
Husrensning udført af en healer
Under min læsning og drevet af min nysgerrighed (og angst?) faldt jeg over et site, hvor en fyr talte om, at han havde fået lavet en husrensning, fordi der skete mystiske ting for ham. Han virkede som en helt almindelig og fornuftig fyr. Han havde haft nogle oplevelser med, at lyset forsvandt og kom tilbage, uden at der var tale om strømafbrydelser. Husrensningen, han havde fået lavet, havde taget ganske kort tid. Det var en healer, som havde udført den. Noget med nogle krystaller og med at gennemse huset. Eller ikke gennemse, men snarere at gennemføle det.
Efter husrensningen havde han ikke haft de oplevelser igen. Det har fået mig til at beslutte, at vi skal have en husrensning, hvis vi får endnu en oplevelse med kolde vindpust.